Jeg synes også, at kommissoriet har fokus på mange af de rigtige ting, og dermed skal se på hele sundhedsvæsenet i en sammenhæng. For der er mange udfordringer, tænk blot på de mange flere ældre, flere kronikere, personalemanglen, digitalisering, forskellige lovgivninger, overgange mellem hospitaler, kommuner og praktiserende læger. Det er godt at få set på det hele.
Sammenhæng er derfor også et nøgleord for arbejdet, og det bliver kun vigtigere i årene fremover, da vi bliver flere ældre og flere kronikere. Og i dag er det et problem med opdeling af sundhedsområdet i henholdsvis sundhedslov(regioner) og servicelov(kommuner). Det vil være meget at vinde ved fx at samle det som handler om sundhed og pleje til ældre i sundhedsloven.
I fremtiden vil langt mere behandling foregå i hjemmet eller tæt på, og det skal vi have udviklet og organiseret på en måde, så vi undgår unødvendige indlæggelser og har tryghed for borgerne. Ligeledes vil de praktiserende læger kunne få en ny rolle, fx kan behandling af mennesker med kronisk sygdom, som er velbehandlet, fremover behandles af praktiserende læger. De praktiserende læger - ligesom medarbejdere fra hospitalerne – kan i en ny organisering også tænkes ind i at understøtte kommunerne i deres sundhedsbehandling af særligt ældre borgere.