God nyhed: vi har aldrig haft flere jordemødre
Fødeområdet har længe været udfordret i Region Hovedstaden på grund af manglende jordemødre kombineret med flere fødsler og trange fysiske rammer.
Vi har fra Socialdemokratiets side haft fødeområdet som mærkesag i lang tid og jeg har som regionsrådsformand brugt mange kræfter på at vende skuden velvidende, at det ville kræve et langt sejt træk og kræve mange ressourcer.
Vi har derfor i flere budgetter afsat penge til mere personale, vi har bygget nye fysiske rammer, hjemlige fødeklinikker på hospitalerne, og vi har indgået aftaler om bedre tillæg både til erfarne og nyuddannede jordemødre. Og for et år siden indførte vi et vikarstop, fordi vi vil have vores egne ansatte ikke være afhængig af meget dyre eksterne vikarer. Vi tog beslutningen selvom vi manglede jordemødre, det var der ikke mange, der bakkede op om, men det var nødvendigt.
I dag ser vi resultatet, vi har aldrig haft så mange fastansatte jordemødre. Vi er ikke helt i mål, og har omkring 23 ledige jordemoderstillinger, men det lå for et år siden og svingede mellem 75-100 og viser, at vi har vendt udviklingen. Vi kan nu bygge på og forbedre trivslen på fødegangene, det giver også tryghed for de fødende, og ja, udgiften til eksterne vikarer faldet drastisk.
Det er et resultat, jeg er ret stolt over.
Vi vil have fødeafdelinger i Region Hovedstaden, hvor de fødende er trygge og vores medarbejdere glade. Faktisk er de fødende på Nordsjællands hospital i Hillerød de mest tilfredse i Danmark, og mit mål er, at de fødende i Hvidovre, Herlev og på Rigshospitalet skal være mindst ligeså tilfredse.