Onsdag d. 19. maj havde formand for Danske Regioner, Stephanie Losse og jeg en kronik i Kristeligt Dagblad. Indlægget er desværre bag betalingsmur, men du kan læse indlægget lige her.
Regeringens kommende 10-årsplan for psykiatrien er en chance for et ambitiøst løft af indsatsen for mennesker med psykisk sygdom. Det er bydende nødvendigt. Men skal borgere og pårørende mærke en forskel, skal socialpsykiatrien standardiseres og styrkes
Udviklingen under coronapandemien har vist det tydeligt: Vores mentale sundhed er afgørende for det gode liv. Isolationen, som har været en del af prisen for corona, har været vanskelig for mange.
Under coronaen har vi vist, at vi kan stå sammen, når det gælder. Vi kan samarbejde på tværs af politiske skel og på tværs af sektorer og interessefelter. Denne læring bør også bundfælde sig i en psykiatriplan baseret på samarbejde og sammenhæng.
Danske Regioner appellerer til, at vi med 10-årsplanen fastlægger et klart afsæt med fælles forventninger til de kommende års arbejde med at løfte indsatsen i både regioner og kommuner for mennesker med psykisk sygdom. En indsats, der øger kvaliteten og sætter det enkelte menneskes ønsker og behov i centrum. Og hvor den enkelte i langt højere grad oplever sammenhæng i sit forløb og i indsatsen fra region og kommune.
Det er bydende nødvendigt. På 10 år er antallet af danskere med en psykisk sygdom fordoblet. En tredjedel af os kommer i dag i kontakt med det psykiatriske behandlingssystem mindst én gang i løbet af livet.
Psykisk sygdom udgør en fjerdedel af den samlede sygdomsbyrde i Danmark, og stadig flere søger hjælp. Psykisk sygdom sætter sine spor i form af kortere uddannelse, mere ensomhed, lavere beskæftigelse og øget dødelighed.
Det kræver forebyggelse, behandling og støtte til rehabilitering at vende den negative udvikling og hjælpe dem, der rammes af sygdom. For både regioner og kommuner kræver det klare krav til indsatserne før, under og efter behandling i psykiatrien.
I den regionale psykiatri er det vores ambition at holde fast i en løbende udvikling af den psykiatriske behandling. Vi ønsker at udvikle et stærkt samarbejde med kommunerne om borgernes forløb. Men borgerne ramt af psykisk sygdom lever først og fremmest deres liv uden for hospitalets fire vægge.
Derfor er tidlig opsporing, støtte i hverdagen, rehabilitering og andre kommunale indsatser sammenholdt med den rette behandling på hospitalet afgørende for, at færre får brug for at blive indlagt igen.
Den del af indsatsen er ikke stærk nok i dag. Der er blandt andet brug for, at vi med retningslinjer og standarder tydeliggør forventningerne til de forskellige tilbud. Det skal også handle om, hvornår det forventes, at en borger får et givet tilbud. For kvalitet handler i høj grad også om rettidighed. Sådan kan vi sammen sikre, at flere kan mestre livet igen efter behandlingen i stedet for at snuble i det.
Lad os tage nogle eksempler. I dag bliver 15 procent af børn og unge diagnosticeret med en psykisk sygdom, inden de fylder 18 år. Alligevel er vejen til hjælp for mange besværlig og uigennemsigtig. Kommunernes Pædagogiske Psykologiske Rådgivning (PPR) er til for at sikre, at børn og unge, der mistrives, kan få hjælp tæt på deres hverdag. Funktionen er essentiel, men mange børn og deres forældre må vente længe på udredning i kommunen. Det øger risikoen for, at tilstanden forværres.
Det betyder desværre også, at flere får brug for specialiseret behandling i børne- og ungdomspsykiatrien, og at de for ofte går længe uden henvisning til hjælp.
10-årsplanen bør derfor løfte kvaliteten og kapaciteten i PPR. Vi skal sikre, at børn og unge mødes af kompetente fagpersoner i deres nærmiljø og oplever bedre sammenhæng i indsatsen mellem skole, kommune, egen læge og hospital. Der er brug for flere, bedre og mere ensartede tilbud i et styrket samarbejde mellem den regionale børne- og ungdomspsykiatri og kommunernes PPR.
Alle fem regioner har sammen med en række kommuner gode erfaringer med at styrke det tværsektorielle samspil mellem børne- og ungdomspsykiatrien. Der sker gennem en fremskudt funktion, som rykker hjælpen tæt på barnets hverdag.
Her går region og kommune sammen om lokalt tilpassede løsninger med hurtig hjælp i nærmiljøet til børn og unge, der mistrives. Det bør alle borgere have adgang til, og derfor skal vi have alle kommuner med i samarbejdet. Din bopælsadresse bør ikke afgøre muligheden for at få hjælp.
Ser vi mod voksenpsykiatrien, udredes 9 ud af 10 ambulante patienter til tiden. 8 ud af 10 er tilfredse med deres behandling. Men de sværest syge fanges desværre for ofte i svingdøren mellem de kommunale og regionale indsatser i stedet for at få den sammenhængende og systematiske hjælp, de behøver. De indlægges gang på gang - ofte akut og nogle gange med tvang og politiets hjælp.
Noget haster i dén grad og kan ikke vente på 10-årsplanen. Det er beskæmmende, at mennesker med dobbeltdiagnoser oveni bliver ramt af systemets manglende sammenhængskraft. Borgere med psykisk sygdom udgør en særligt sårbar gruppe, men risikerer at havne mellem to stole, når de som i dag opsøger misbrugsbehandling i kommunen, mens deres psykiatriske behandling foregår på hospitalet.
Der må skæres igennem nu, og der er kun én rigtig løsning: Alle med et behandlingsforløb i psykiatrien og et samtidigt misbrug bør tilbydes behandling i ét integreret regionalt tilbud. Det har der været bred enighed om længe.
Derfor er det godt, at sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i et svar til Folketingets Sundhedsudvalg den 5. maj understreger, at arbejdet med løsninger på udfordringer ved dobbeltdiagnoser er sat i gang nu i stedet for at vente på 10-årsplanen. Regeringen må sikre en faglig forsvarlig løsning nu.
Der mangler også sammenhængskraft i overgangen mellem behandlingspsykiatrien på hospitalet og den kommunale socialpsykiatri. Alt for mange oplever, at de ikke får den nødvendige hjælp efter indlæggelsen og genindlægges igen kort efter udskrivelse. Det er genindlæggelser, som kunne være undgået med den rette indsats i hjemmet eller på botilbuddet.
Det kommunale sundhedsvæsen har haft succes med at implementere hurtig opfølgning for patienter udskrevet fra det somatiske hospitalsvæsen. Her stiller kommunen med hjemmehjælp og hjemmesygepleje kort efter udskrivelse.
Vi bør tilbyde vores psykiatriske patienter tilsvarende hurtig opfølgning. Der bør derfor - ligesom vi kender det fra det øvrige sundhedsområde - fastlægges nationale kvalitetskrav og retningslinjer for de kommunale akutfunktioner i socialpsykiatrien.
Vi bør have fælles ambitioner og mål på tværs af sektorer om, at mennesker med psykisk sygdom skal have mulighed for at komme sig og leve et liv med det indhold, der giver værdi for den enkelte, og i videst muligt omfang et liv på egne betingelser.
Muligheden for et ambitiøst ryk er der lige nu med regeringens 10-årsplan for psykiatrien. Tør vi vente på, at den kommer igen?
