Bragt i Sjællandske Nyheder

Når en 14-årig med selvskade eller svær angst må vente i halve år på hjælp, mister familien troen på, at systemet kan hjælpe. Forældre kæmper for at holde fast i skole, søvn og hverdagsliv, mens bekymringen gnaver. Det handler ikke om tålmodighed. Det handler om liv, der er i frit fald, mens kalenderen bestemmer tempoet.

Vi er en situation, hvor den ene bundrekord har fulgt den anden, når vi kvartal for kvartal har set på overholdelse af udrednings- og behandlingsretten. Det er voldsomt. Og der er et barn, en ung, en familie bag hvert eneste stykke data.

Fleksibel brug af kapacitet i hele systemet
Region Hovedstaden har sat en række kreative initiativer i gang for at vende udviklingen. Det gælder blandt andet beslutningen om, at voksenpsykiatrien i en toårig forsøgsperiode skal behandle op mod 700 17-årige, der ellers ville vente i børne- og ungdomspsykiatrien. Det er et godt eksempel på, at man politisk har besluttet sig for, at unge, der har et akut behov, skal have hjælp.

Et behov, der kun bliver understreget af tallene fra andet kvartal i år, der viste, at i 91 procent af de tilfælde, hvor udredningsretten ikke blev overholdt, skyldtes det manglende kapacitet i børne- og ungdomspsykiatrien[1].

Vi kan ikke være uenige om det behov. Og hvis der er ledig faglig kapacitet et andet sted i systemet, skal vi tage den i brug. Den 17-årige er ligeglad med organisationsdiagrammer. Det vigtige er behovet for hjælp.

Flere fagligheder i spil
Hvis vi skal indfri danskernes rimelige forventninger til at få en psykiatri, de kan stole på, så er vi nødt til at gå nye veje og ikke bare gøre som vi plejer. Vi skal lade flere faggrupper træde ind og løfte dele af arbejdet, så børn og unge kommer hurtigere til. Lægesekretærer kan planlægge patientforløb og frigive tid til lægernes kerneopgaver. Der kan oprettes flere ydernumre til privatpraktiserende psykiatere, så flere kan få hjælp uden for hospitalerne. Og digitale løsninger, der kan give mulighed for selv at booke tid, skal gøre det lettere for familier, når bekymringen presser sig på. Og måske noget af behandlingen endda kan foregå helt eller delvist digitalt, hvis patienten ønsker det?

Det er ikke småjusteringer. Det er nødvendige justeringer for at få systemet til at arbejde smidigt og vigtigst af alt hjælpe flere.

Kvalitet og hurtig adgang går hånd i hånd
Danmark har fået sin første psykiatriplan, der i ambition og størrelse kan måle sig med hvad vi har set på kræftområdet. Med den er der kommet penge til kapacitet, og det er vigtigt. Men penge alene løser ikke udfordringerne. De løses ved at sikre kvalitet i alle led, give adgang til den rette fagperson på det rette tidspunkt og bruge hele sundhedsvæsenet målrettet. Og det løses ved et stort og entydigt politisk fokus på, at en bedre psykiatri er en skal-opgave.

Børn og unge med psykisk sygdom skal hurtigere i specialistbehandling. Børn og unge i forbigående mistrivsel skal mødes med støtte, der passer til deres situation, før mistrivslen vokser. Trinvis hjælp, hvor man starter med den mindst indgribende støtte og trapper op, når der er behov, er en vigtig del af den kurs.

Et afgørende trin på den trappe er det lettilgængelige tilbud i alle kommuner, der skal sikre vejen til hurtig og målrettet hjælp til det enkelte barn eller ung.

Mod til at prøve nyt
Vi har ikke alle svarene. Men vi ved, at tiden er løbet fra skarpe skel mellem specialer og sektorer. Vi ved, at fleksible modeller kan skabe hurtig hjælp, når vi tør bruge dem. Og vi ved, at en langsom psykiatri ikke kun skuffer. Den skader.

Derfor skal vi holde fast i modet til at prøve nyt, tænke i alle muligheder, følge resultaterne tæt og justere undervejs. Børn og unge fortjener et system, der reagerer, når livet gør ondt. Ikke et system, der sætter dem og deres familie i venteposition.